Om mig
Jeg er født i 1965. Jeg har en baggrund som socialpædagog og speciallærer i audiologopædi.
Jeg er uddannet Integrativ Psykoterapeut hos Center for Integrativ Psykoterapi v Gitte Krohn i 2008.
Siden 1 januar 2009 har jeg haft egen psykoterapeutisk praksis i Odense C, hvor jeg tilbyder individuel terapi, parterapi samt mindfulness forløb.
Jeg prioriterer deltagelse i efteruddannelse/kurser samt supervision, med henblik på løbende faglig udvikling.
Individuel terapi er et møde med dig selv. Min fornemmeste opgave som psykoterapeut er at være lyttende, åben, nysgerrig og undersøgende på dig og dit liv.
Ikke to mennesker er ens, og det er i mødet at vi sammen kan gå på opdagelse, så du gennem indsigt og støtte vil få en forståelse af hvem du er og hvilke tanker, følelser og overbevisninger der former dit liv. Forandring indtræffer, når du føler dig klar og har en ro med det der er i dig.
Det er vigtigt for mig, at sessionerne lever op til dine forventninger, og derfor evaluerer vi løbende i forløbet.
Min terapiform er en sammensmeltning af samtaleterapi og øvelser, hvor du vil få redskaber til at lave de justeringer der gør det nemmere at være dig, så du kan leve det liv du ønsker. Som psykoterapeut er jeg autentisk og tydelig, hvilket for dig betyder at du vil møde en terapeut der er ærlig og har dyb selvindsigt.
Nogle problematikker vil jeg være mere erfaren i end andet, og under fanen fagområder, kan du læse om de temaer, som jeg beskæftiger mig mest med. Du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål, eller hvis du er i tvivl om, hvorvidt jeg kan hjælpe dig med lige netop din problemstilling.